“Det er let at lave whisky. Men det er svært at få det til at smage godt”

Sådan lød det i et radioprogram, som Martin sad og lyttede til i sin bil en forårsdag i 2005, da han var på vej til Langeland, hvor han skulle nyde et par hyggelige dage med familien.

Radioprogrammet satte tankerne i gang hos Martin: ”Hvorfor er der ikke nogen, der laver dansk single malt whisky?”

Fremme på Langeland vendte Martin sine tanker med sin bror, Lasse, og allerede samme aften begyndte de at ringe rundt til venner og bekendte for at høre, om de ville være interesserede i at starte en hobbyproduktion af single malt whisky op.

Og det var ikke svært at engagere venner og bekendte. Så få uger senere dukkede 13 personer op til et møde, hvor ni af os blev enige om at give projektet en chance. Ud over Martin og Lasse var Simon, Rasmus, Alex, Henning, Hans, Jesper og Mogens også klar på at få en ny hobby.

Grundlaget for Stauning Whisky var lagt.

En broget skare

Det var dog ikke helt let at gå i gang med at lave whisky. Vi var – og er stadig – ni meget forskellige mennesker. Vi er fire ingeniører, en lærer, en kok, en slagter, en pilot og en læge. Vi havde dog det til fælles, at der ikke var nogen af os, der havde kendskab til at lave whisky, men bare fordi vi ikke vidste noget om det, så kunne vi da godt forsøge.

Det gamle slagtehus

Vi gik i gang med at læse om whiskyproduktion og blev klogere og klogere på, hvad det var, vi ville skabe – drømmen var at lave noget, der smagte som en røget, skotsk Islay whisky. Mogens, der er gruppens slagter, tilbød i den forbindelse, at vi kunne omdanne hans gamle slagtehus i Stauning i Vestjylland til et mini-destilleri.

Og i efteråret 2005 gik vi i gang med at skabe vores eget destilleri i Mogens’ gamle slagtehus. Det var småt med pengene, så destilleriet blev skabt med en hel masse opfinder-gå-på-mod. Det betød blandt andet, at vi udnyttede gulvet i slagtehusets gamle kølerum til at genoplive den oprindelige skotske produktionsmetode med gulvmaltning. Samtidig blev en gammel kødhakker omdannet til kornkværn, saltlagekarret blev brugt til gæring, og røgeovnen – der stadig duftede fantastisk af røget bacon – blev fodret med korn i stedet for kød. Og tørvene til røgeovnen hentede vi fra Klosterlund Museum, hvor de udstiller og arbejder med tørv, som man har gjort det i Danmark siden jernalderen.

Destilleriets hjerte – to små pot stills – måtte vi dog have en kobbersmed i Spanien til specialfremstille til os.

De første dråber

Mens vi gik og omdannede det gamle slagtehus til et mini-destilleri, gik tiden også med at få en hel masse tilladelser fra de forskellige myndigheder i hus. Myndighederne var ikke rigtig vant til at skulle forholde sig til ni venner, der ville etablere en hobbyproduktion af whisky, så vi blev sendt godt og grundigt rundt i systemet. Men efter godt et års arbejde var vi klar.

En fredag eftermiddag i august 2006 mødtes Jesper, Rasmus, Alex og Lasse i slagtehuset for at tænde op i vores pot stills. Det lille slagtehus emmede af både damp og forventning, og stemningen var nærmest euforisk, da de første dråber piblede ud midt om natten, og vi endelig kunne vi se – og ikke mindst smage – udbyttet af de mange timer, vi havde investeret i vores fælles projekt.

Dråberne smagte bedre end forventet, og det gjorde os endnu mere forventningsfulde.

Mødet med Jim Murray

Mens vi gik og forfinede vores primitive produktion, fik vi i efteråret 2006 en invitation til et jubilæumsarrangement hos den danske whiskyimportør MacY. Og her fik vi den enestående mulighed at lade whiskyanmelderen Jim Murray, der blandt andet står bag ’Jim Murray’s Whisky Bible’, smage vores new spirit. Henning, Hans og Alex pakkede nogle flasker og kørte af sted.

Jim Murray tog sig god tid til at smage på vores prøver, og i nogle nervepirrende minutter sad han helt tavs, inden han udbrød: ”Hvad er det, I har lavet!?”

Vi vidste ikke lige, hvad vi skulle sige – kunne han lide det? Jim Murray brød selv tavsheden og sagde så det, der skulle blive skelsættende for Stauning Whisky.

”Det her har potentialet til noget rigtig godt. Det minder mig om Ardbeg fra 70’erne,” sagde han og fortsatte:

”Folk, der elsker røget whisky, vil slå deres egen mor ihjel for at få fat i sådan en flaske her. Dette kan gå hen og blive noget af det bedste røgede whisky i verden, hvis I fortsætter jeres udvikling.”

Vi kunne ikke have drømt om en bedre sammenligning og bedre feedback.

Nye drømme

Mødet med Jim Murray gav os et selvtillidsboost af dimensioner. Vi indså, at vores planlagte produktion af 200 til 400 liter whisky om året var alt for lidt, og at det gamle slagtehus’ produktionsfaciliteter var alt for små. Hvis Stauning Whisky skulle blive til mere end blot et hobbyprojekt for ni venner, så var det nu, vi skulle gøre noget.

Vi gik i gang med at lægge forretningsplaner og kigge efter egnede lokaler i Stauning, der kunne rumme en produktion på 6.000 til 8.000 liter whisky om året.

Vi holdt også en masse møder med en række forskellige banker, hvor vi forsøgte at overbevise dem om at låne os penge, så vi kunne udvide produktionen. Men vi havde svært ved at overbevise bankfolk om, at det kunne være fornuftigt at låne penge til en virksomhed, hvor der går mindst tre år, inden virksomhedens produktet kan sælges. Det lykkedes dog heldigvis til sidst.

I nye omgivelser

I november 2007 havde vi endelig mulighed for at købe en gård et par kilometer uden for Stauning. Ejendommen skulle have en ordentlig overhaling for at kunne bruges som whiskydestilleri, ligesom vi skulle søge diverse tilladelser på ny. Samtidig havde vi alle ni fortsat et rigtigt job ved siden af whiskyproduktionen, som vi skulle passe, og derfor kunne vi kun arbejde på destilleriet i fritiden.Så der gik mange aftener og weekender i byggestøv og murbrokker på at skabe det helt rigtige destilleri.

Vi ønskede at gøre tingene på samme måde, som vi havde gjort det i det gamle slagtehus – vi ønskede at fokusere på, hvad det var for en opgave, vi skulle have løst, i stedet for at se på, hvordan man gør tingene på andre destillerier. Georg Gearløs-ånden lever i Stauning Whisky, og rundt omkring i produktionen kan man den dag i dag se mange eksempler på udstyr, vi selv har udviklet. Lige fra kornvendingsmaskinen på maltegulvet og det unikke mæskekar til etiketeringsmaskinen, hvis vigtigste komponent er en rulle malertape.

I murstøvet voksede ambitionsniveauet: ”Vi vil lave en af verdens bedste whiskyer.”

Kommer ind på Noma

Halvandet år senere – i maj 2009 – kunne produktionen endelig gå i gang igen. Mogens blev ansat som Master Distiller og skulle passe den daglige produktion, mens vi andre otte ejere bidrog mere med administrative, kreative og praktiske opgaver. For eksempel deltog vi som eneste whiskydestilleri i whiskymesser uden whisky. Men med maltet korn og en god historie mødte vi en stor interesse for projektet i Stauning.

De første tønder blev fyldt, og folk begyndte at købe ejerbeviser, så de kunne sikre sig en af de første flasker, og interessen for Stauning Whisky begyndte stille og roligt at vokse, hvilket blandt andet betød, at vi kunne begynde at arrangere rundvisninger på destilleriet.

I 2011 blev de første flasker tappet. Det var vores “Young Rye”, der hurtigt blev en succes. Og der gik ikke lang tid før, vores whisky var at finde på nogle af de mest prestigefyldte barer og restauranter i Danmark – blandt andet verdens bedste restaurant, Noma, der har haft vores whisky i sortimentet lige siden.

Den 30. juni 2012 klokken 14:30 frigav vi de første flasker single malt, hvor folk vekslede deres ejerbeviser til en flaske 1st Edition. Anmeldelserne er virkelig gode – både i Jim Murrays Whisky Bible, men også i forskellige konkurrencer og blandt kunderne.

For at følge med efterspørgslen  ansatte vi Herluf til at hjælpe Mogens, mens Alex i april 2013 trådte til som direktør i Stauning Whisky.

Et overraskende opkald

En sommerdag i 2013 modtog Alex et lidt overraskende opkald fra en virksomhed, der gerne ville invitere os til et møde i København. I første omgang kunne vi ikke få at vide, hvad det var for en virksomhed, så det var med en anelse skepsis og modvilje, at Alex pakkede bilen med whisky og satte kursen mod den danske hovedstad.

Det skulle snart vise sig, at mødet var sat op af Distill Ventures, der var sendt i byen af verdens største spiritusproducent Diageo med det formål at finde et destilleri, som de kunne investere i. De havde gennemgået mange destillerier i hele verden, og nu havde de altså fået øjnene op for vores lille, vestjyske destilleri.

Drømmen bliver til virkelighed

I december 2015 – to år efter mødet i København – underskrev vi en aftale med Diageo og Distill Ventures, som betød, at vi kunne påbegynde arbejdet med udvidelsen af Stauning Whisky.

Engang ude i fremtiden skal der årligt produceres ca. 900.000 liter Stauning Whisky. Og selv om det er rigtig, rigtig mange liter i forhold til, hvad vi laver i dag, så bliver det stadig på Stauning-måden – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi får blot mulighed for at lade endnu flere whisky-entusiaster smage vores unikke whisky – også i det store udland.

Produktionen vil også i fremtiden foregå som den altid har gjort i Stauning – med gulvmaltning, hvor kornet bliver vendt med vores hjemmelavede kornvendere. Og vi vil fortsat benytte små pot stills – der bliver bare 24 af dem – ligesom vi fortsat kommer til at fyre med direkte ild. Vigtige grundelementer i en Stauning Whisky.

Følg os på Instagram